Decoupageudstilling på Marienlyst Slot

Invitation til decoupageudstilling på Marienlyst Slot.


Det er efterhånden 9 år siden, men mange af jer husker sikkert udstillingen på Marienlyst Slot, hvor vi udstillede billedkunstneren Ellen Lindhardts fine decoupager, der byder på et helt særligt eventyrligt univers. I hvert eneste billede kan man gå på opdagelse og finde skjulte symboler og spændende detaljer.

Den kendte blomsterkunstner Tage Andersen stod for ophængning og udsmykning, og han evnede i den grad at bruge de smukke rammer og skabe en ualmindelig flot udstilling, der virkelig klædte Marienlyst Slot.

Det blev en meget vellykket og velbesøgt udstilling, og det var en enestående gave fra Ellen Lindhardt til Marienlyst Slots Venner. Samtidig var det en livsdrøm for Ellen Lindhardt at udstille på slottet, og hun var meget taknemmelig for, at det kort før hendes død lykkedes at gøre drømmen til virkelighed.

I sit testamente besluttede Ellen Lindhards, at Marienlyst Slots Venner skulle arve hendes kunstneriske frembringelser, herunder decoupager. Testamentet var udtryk for en påskønnelse af foreningens arbejde med at genrejse slot og haver, og Ellen Lindhards ønske var, at Marienlyst Slots Venner skulle rejse kapital til projektet, f.eks. ved at sælge decoupagerne.

Om ganske kort tid starter renoveringen af slottet, og det betyder, at der skal ”ryddes op”, så håndværkerne kan komme til. Bestyrelsen har derfor besluttet, at vi i den kommende weekend afholder en salgsudstilling med Ellen Lindhards decoupager:

lørdag den 3. februar og søndag den 4. februar
Begge dage kl. 11.00 - 16.00

Alle er meget velkomne!


Vi håber at se mange, både dem, der er interesseret i at se udstillingen, dem der er interesseret i at købe billeder og dem der blot ønsker at kigge indenfor på slottet og høre om det kommende projekt.

Arrangementet, som er det sidste på slottet, inden vi lukker ned for renovering, vil vi gerne gøre lidt hyggeligt, og MSV byder derfor på en forfriskning i form af en kop varm kaffe eller kold øl.

P.S. I må meget gerne sende invitationen videre til jeres venner og bekendte.